Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Personlig udvikling
Rud Stenfisk...
2 år siden
Nyt land
Christian Ba...
9 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
11 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
9 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
12 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
11 år siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
11 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
6 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
11 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
10 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
10 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Vandet i dag
SeMig
2 år siden
sulten
Sunstar31
9 år siden
AT forløb
Coleen
10 år siden
Fransk manicure. Det kunne være så flot, tænkte jeg, da jeg købte hvid og gennemsigtig neglelak i en halv-snobbet butik ved Gardasøen sidste efterår. Jeg forestillede mig vel mine lidt gullige, tyndslidte negle som midtvejs perfekte, hvis det giver mening; kopier, ja, men med et løft der kunne dufte lidt af sofistikeret femininitet. Det var en (vanligt) ambitiøs ide, for jeg kendte absolut intet til fransk manicure; kun navnet og det pæne slutresultat. Ikke desto mindre vidste jeg, med en snert af religiøs overbevisning, at mine hænder - og vel også resten af mig – ville blive bare lidt smukkere, lidt mere tiltalende med sådant et look. Skinnende hvide, sunde og rene. Yndigt.

Det er interessant, hvordan den idé har optaget mig på det seneste; at jo mere jeg pudser og plejer mit udseende, jo smukkere og mere fejlfri, kommer jeg til at fremstå. Mine negle bliver malet, mit hår plejet med dyre remedier. Min krop bliver puslet om, så min kæreste må vente en time ekstra hver eneste gang, vi skal udenfor. Flere gange hårvask med de korrekte frisørprodukter, makeup, hårfjerning, læbepomader, cremer, voks og hårlak, ansigtsmasker…

For ikke at tale om alle de smykker, der skal tilsættes. Og gerne uden at overdrive, ikke sandt? For meget er for meget, for lidt er næsten urimeligt.

Hemmeligheden er – og det er OK at afsløre den slags i sin dagbog, synes jeg – at denne intensive polering af de ydre banaliteter i virkeligheden er en skabelsesproces. Sådan en udtalelse kunne nemt blive prætentiøs, men faktum er, at det er den mest præcise beskrivelse. Det er en slags teatermaske. Min kvindelighed i en pseudo-krystalliseret montre.

Det er først indenfor de sidste par år, jeg har lært vigtigheden af at holde masken ved lige. At styrke den uden at tabe overblikket. Jeg har tænkt over det i dag, da jeg kørte en lang tur i min nye bil for første gang. På mange måder er jeg forelsket i fart – i lyden af motoren, følelsen af det manuale gear der klikker på plads, og den lille Peugout der responderer trofast. Jeg er fascineret af hajer, af slanger, af bilmagasiner, af kampsport og våbenbrug, af krig og strategi, af Rammstein og science fiction. Der har altid været en overbalance i mit liv – en tendens til at hænge ud med drengene, en distance til alt, der er uforståeligt feminint.

Så i aften lægger jeg den franske manicure (faktisk tre farver i stedet for de to, jeg oprindeligt troede, jeg skulle bruge) og filer mine negle til. En gennemsigtig maske der ikke skjuler, men snyder og fremhæver samtidig med at den giver en fornemmelse af balance. Jeg vil ikke lade som om, jeg forstår, hvorfor det skal tage timer og atter timer af fjerpudsning, for at kvinden i mig føler sig hørt og udstillet tilstrækkeligt. Jeg ved bare, at det føles rigtigt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget 23.01.2011 er publiceret 23/01-2011 19:11 af Polina Slosvau (polina s).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.